Hårdt vejr og store bølger kan være en
rigtig sjov måde at bruge tiden på. Her handler det for alvor om at
kende sig selv, sin båd og at kunne læse vandet. Et par ture i en god
brænding er desuden nok den bedste måde at opnå en god bådkontrol på.
Inden du begiver dig ud i en brændingen, bør du være rimelig habil til
de grundlæggende teknikker og meget gerne også have et fornuftigt rul.
Men trods et godt rul skal du nok forberede dig på et par svømmeture i
starten. Der er stor forskel på at rulle på fladt vand og i en brænding!
Du skal derfor sørge for at være klædt på til forholdene og kun padle ud
i bølger, hvor du er sikker på, at du kan svømme ind. Du bør desuden
altid bruge hjelm, hvis du surfer på kyster, hvor der ikke er så dybt,
eller hvor der er mange sten.
|
 |
Tag roret af kajakken, hvis det er muligt
ellers løft det op og sørg for, at det holdes godt på plads. Du kan
alligevel ikke regne med at det virker efter hensigten i bølgerne. Det
går let i stykker, hvis du kæntrer på lavt vand. Sørg for at
fodpedalerne fikseres, så der bliver en fast støtte til fødderne. Sidst
men ikke mindst bør du også sørge for at sidde ekstra godt fast, ved
evt. at flytte pedalerne og stramme rygstøtten lidt.
De bedste steder at surfe er på kyster, hvor
der er revler, så bølgerne bygges godt op og bryder ude på vandet i
stedet for helt tæt på land. En strand, hvor det er lavt langt ud, vil
også i mange tilfælde være et godt sted, da det kan give nogle bølger,
der er stejle i lang tid og dermed mulighed for lange surfture.
Den første opgave er at komme ud gennem
brændingen. Brændingen helt inde på stranden er sjældent noget problem
på et godt surfsted. Problemet kommer først, når du nærmer dig området,
hvor de store bølger bryder længere ude. Ofte vil der være et område,
hvor bølgerne er lidt mindre, eller måske først bryder længere inde, end
hvor de bedste surfbølger ligger. Kig efter sådanne steder, og prøv at
padle ud der. Læs også om bølger
her
Når du går ud, vil det som regel være
lettest at holde kajakken vinkelret på bølgerne for at undgå at blive
”fanget” af skummet efter en bølge. I en stor og stejl brænding kan det
i nogle tilfælde være nødvendigt at læne sig godt fremover for at undgå,
at kajakken vippes bagover. Bliver bølgerne rigtig store, vil det i
nogle tilfælde være bedre at gå en smule skråt ind på en brydende bølge
og læne eller ligefrem ”kaste” sig ind i bølgen. Bliver du taget af
skummet på vej ud gennem brændingen og ender med at sidde sidelæns og
surfe ind mod stranden (sidesurf), er det letteste i de fleste tilfælde
at lade sig kæntre og vente til skummet/bølgen er forbi, inden du ruller
op igen og forsætter ud. Dette skyldes, at vandet i en bølge ikke
flytter sig nævneværdigt. Derfor kan man ved at vende bunde i vejret og
evt. strække sig ned i vandet for at nå mere af det ”stille” vand under
bølgen undgå at blive ført ind mod stranden – i hvert fald ikke så
langt.
Når du er kommet ud gennem brændingen og
sidder i området, hvor bølgerne begynder at blive stejlere, vender du
kajakken, så stævnen peger ind mod land. De store bølger har det med at
komme i sæt. Hav derfor tålmodighed, og vent til der kommer en bølge der
ser ud til at være god, hvor du sidder. Det vil sige en, der ser ud til
at kunne blive stor, og som begynder at blive stejl lige bag dig. Lige
foran bølgen begynder du at padle roligt ind mod land, samtidig med at
du kigger over skulderen for at holde øje med bølgen. Når bølgen er ved
at indhente dig, vil kajakken blive løftet i bagenden og accelerere,
efterhånden som bølgen bliver mere stejl. I nogen tilfælde vil det være
nødvendigt at læne sig frem og padle hårdt til for at få bølgen, men
vent med at padle til indtil du tydeligt mærker at du bliver løftet. Tre
til fire tag, bør være nok.
Når du sidder og surfer på bølgen, vil det i
starten være en stor oplevelse bare at fornemme farten og kraften i
vandet. Men når du har prøvet det nogle gange, vil du begynde at kunne
surfe mere skråt på bølgen og derved få meget længere surfture på hver
bølge. Det gør du ved at kigge på bølgen og se hvor den bryder først. Er
du heldig, bryder bølgen tæt ved dig men ikke lige bag dig. Du kan så
dreje kajakken en smule så stævnen vender væk fra den brydende bølge,
derved kan du holde kajakken i området, hvor bølgen er stejlest. Dette
område, lige i kanten af en brydende bølge, kaldes også for sweetspot.
Et rudder og et tilt ud mod bølgen (væk fra land) vil kunne bruges til
at holde kajakken i en kurs væk fra stedet, hvor bølgen bryder, mens et
rudder og tilt ind mod land vil rette kajakken op til en kurs ind mod
land.
I havkajak er det sjældent, man kan komme af
bølgen, inden den bryder. Så i langt de fleste tilfælde må man tage den
lange tur ud gennem brændingen mellem hver tur. Du kan dog altid forsøge
at komme af lige inden den bryder, da det så er langt lettere og
hurtigere at komme ud igen til en ny tur. Ofte vil bagenden af kajakken
dog blive skubbet så meget af bølgen, at du kommer til at sidde i en
sidesurf. I så fald må du vente til kraften i bølgen mindskes, inden du
kan padle ud igen. I en sidesurf skal du tilte kajakken (se side xxx)
ind mod bølgen (væk fra land), men så vidt muligt hele tiden forblive i
balance over kajakken, så du støtter mindst muligt med pagajen. Derved
kan du bruge pagajen til at flytte dig eller padle ud igen meget
hurtigere. Hold et lowbrace klar ind mod bølgen, når du ikke padler,
hvis du har svært ved at holde balancen uden hjælp fra et støttetag.
Selv i store bølger skal du bruge lowbrace og evt. bare lægge pagajen
ind i bølgen. Bladet behøver ikke at være på toppen af skummet for at
give støtte! Du må aldrig forsøge at støtte med pagajen på den side der
vender mod land, da dette vil resulterer, i en voldsom kæntring, hvor du
let risikerer at komme til skade.
Til at styre kajakken på en surfbølge er
ruddertaget et rigtig effektivt tag, men du kan også forsøge med draw,
der er mere kraftfuldt men også meget vanskeligt at få til at virke.
I surf er det meget vigtigt altid at
bestræbe sig på at sidde i balance, så man ikke skal bruge pagajen til
at støtte med, men har den fri til at styre og padle. Når du mister
balancen, bør du altid bruge et lowbrace som støtte for hurtigst muligt
genvinde balancen igen, eller lade dig kæntre og rulle. I brændingen kan
du for alvor mærke, hvilke kræfter der er i havet. Vandet er stærkest.
Derfor, forsøg altid at bruge kræfterne i vandet i stedet for at kæmpe
mod dem. Surf er sjovt, og du bliver rigtig god i kajakken.


Turen ud gennem brændingen kan tit give problemer, og under alle
omstændigheder bliver man våd. Er der bølger, der bryder lige foran dig,
vil du ofte kunne padle dig igennem. Læn dig fremover, og forsæt
padlingen, det kan være en fordel at forsøge at strække sig frem og ”nå”
vandet bag bølgen. Ligger du mere sidelæns på bølgerne, vil det ofte
være nødvendigt med lidt støtte, lige når bølgen kommer. Her er et
lowbrace oplagt. Find ud af, hvor bølgerne bliver stejle nok, og gør dig
klar, mens du kigger over skulderen efter bølgen. Når du fanger en god
bølge og sidder i surfen, kan du styre med et rudder. Vil du dreje, så
brug en kombination af rudder og tilt.
|