|
Ofte vil der være behov for at kunne
manøvrer, kajakken mere, end hvad der er muligt med roret. Andre gange
kan man ikke regne med roret. Det kan f.eks. være i bølger, eller når
man skal ind gennem brændingen og har løftet roret op for at beskytte
det.
Det mest brugte styretag er sweep taget. Sweep kan enten laves fremad
eller baglæns. Hvilket, der er mest praktisk, afhænger i nogen grad af
situationen. I nogle tilfælde vil man skiftevis bruge fremad og baglæns
sweep. Som med fremadtaget skal man tilstræbe, at pagajen forbliver på
samme sted i vandet, og det er kajakken der drejer mest muligt.
Afgørende for et godt sweep er, at kraften i
taget kommer fra ben, mave og ryg og ikke fra pagajen. For at dette kan
lade sig gøre, starter taget med en rotation i kroppen, så kroppen så at
sige spændes op. På den måde vil der være meget mere rotation i kroppen,
og sweepet vil blive langt mere effektivt.
Hvis du vil dreje kajakken mod f.eks. højre
(med uret), læner du dig først lidt fremover samtidig med, at kroppen
drejes, så venstre skulder er fremad og højre bagud. Selve sweepet
starter med at sætte venstre blad i vandet, så langt fremme mod spidsen
af kajakken som muligt og føre bladet i en stor cirkelformet bevægelse
rundt mod kajakkens bagende. Pagajen holdes hele taget igennem så
vandret/lavt som muligt, for at nå så langt ud fra kajakken som muligt
med bladet. Det giver et større moment i taget, så det bliver mere
effektivt. Ligesom med andre tag er det her også vigtigt, at sweeptaget
udføres ”rent”, altså at pagajen holdes roligt i vandet, og der kommer
et minimum af hvirvler og sprøjt fra taget.
 |
 |
 |
| Ved et sweeptag holdes pagajen så vandret som muligt. Sæt bladet i langt
fremme og helt tæt ved båden, læn dig lidt frem for at nå længere.
Bladet føres i en stor halvcirkel rundt og ned mod bagenden af kajakken,
samtidig med at man læner sig lidt bagud igen for at få større
rækkevidde. Særligt i starten vil det være en fordel at kigge efter
bladet, da man derved lettere kan bruge hele kroppen til at dreje
kajakken. Hvis du tilter kajakken samtidig med taget, vil sweepet blive
væsentligt mere effektivt (som på billedet). |
|